At se film er populært som aldrig før, og aldrig har film været lettere tilgængelige.
Kun én procent af den norske befolkning har aldrig været i biografen. Men man behøver heller ikke at forlade hjemmet for at se film. Tilbuddet i tv er tilsyneladende uendelig, for ikke at tale om den store tilgang af dvd-film. Midt i mangfoldigheden af filmtilbud er det først og fremmest underholdningsfilm, der bliver brugt tid på, både blandt unge og ældre, og i forskellige miljøer.
Film er fortællinger, som inspirerer og udfordrer, informerer og manipulerer midt i underholdningen. Fortællinger som formidler forskellige bud på, hvad der er sandt, godt og rigtigt, hvad et menneske er, hvorledes ungdommen er, og hvad der er værd at tro på og have tillid til. Ja filmene har "en enestående indflydelse på måden, vi drømmer, tænker og lever på …," siger filmkritiker Anne Hoff. De er langtfra neutrale, men "har overtaget mytens funktioner …, og giver en fælles grund til at forstå og tolke tilværelsen." Flere forskere peger endda også på, at mens det før var i kirken og på højere uddannelsessteder, de grundlæggende spørgsmål i livet blev drøftet, er filmen nu blevet hovedarenaen.
Forstår jeg så, hvad de forskellige film-fortællinger egentlig formidler? Eller sidder jeg oftest bagefter med en følelsesmæssig reaktion, helt fri for tankemæssig refleksion. Filminstruktøren Ingmar Bergmans udtalelse om at "filmhistorien rammer os direkte i hjertekulen uden at mellemlande i intellektet …" udfordrer så absolut. Hvis jeg så hælder til den udbredte misforståelse, at der findes noget, som "bare er underholdning", er Platons udsagn særdeles tankevækkende: "Magten ligger hos den, som fortæller historierne."
Formidlingen er ikke neutral og ingen af os er immune, uanset hvor meget kristen ballast jeg end måtte have. For enhver, som vedkender sig kristentroen, er det på det personlige plan vigtigt både at spørge sig selv, hvad man vælger - og at lære at møde filmen med både hovedet og hjertet. Og videre: hvis man skal kunne forstå, hvad der er med til at præge vores samtid i det store - og dermed både "naboen" og os selv - er det væsentligt at forstå, hvilke værdier og holdninger, der formidles i centrale filmfortællinger. Hvilke input giver de til drømmene, tankerne og livsstilen hos de fleste mennesker? Og hvad med forståelsen af os selv og andre, om livet og tilværelsen?
En dybere forståelse af film er en væsentlig del af det, missionslederen og teologen John Stott kalder "dobbelt lytning", nemlig at lytte til både Bibelen og samtiden. Så kan jeg lettere møde min "nabo" dér, hvor han er, og jeg kan lettere finde både tilknytningspunkt og spændingspunkt mellem den aktuelle filmfortælling og den kristne fortælling. Men hvis det skal kunne ske, må formidlingen i den kristne forsamling tage centrale filmfortællinger alvorligt …
Kilde: damaris.no