En mands tunge valg

Da flere og flere lande i 1940 blev besat af Nazityskland, valgte Winston Churchill trods meget lidt opbakning at gøre modstand fremfor at forhandle med Hitler. Baggrund, 
Produktionsår:
Varighed:  min.

Instruktør:
Medvirkende:
Stikord:

---

Anmeldelse:

Af: Lars Dahle - 16.02.2018

Vi lader os stadig fascinere af nyere engelsk historie, som den møder os i film og tv-serier. Kvalitetsproduktionerne The Crown og "Victoria" har givet en fornyet interesse for det britiske kongehus. Lige så populære er de mange krigsdramaer fra anden verdenskrig, hvad enten handlingen er henlagt til England, Tyskland eller Skandinavien. Den biografaktuelle Darkest Hour føjer sig naturligt ind i rækken. Her er den legendariske engelske premierminister Winston Churchill hovedperson, mesterligt spillet af Gary Oldman. Dronning Elizabeths far, kong Georg VI, har kun en birolle.

Filmen udspiller sig i de dramatiske forårsdage 1940, da Hitlers tropper rykkede ind i land efter land i Vesteuropa. Ville England også blive invaderet og besat af Nazityskland? Og ville den karske premierminister få støtte til sine strategiske valg i mødet med denne trussel?

Fiktive handlinger tilføjet
Det faktum, at vi alle kender udfaldet af denne historie, gør, at instruktøren Joe Wright vælger at lægge flere overraskende fiktive elementer ind. Disse fortællekneb har bidraget til at give filmen nerve, men har altså ikke fuld dækning i de historiske kilder.

For det første tilspidses den politiske konflikt mellem Churchill og to af hans centrale partifæller fra det konservative parti, den afgåede premierminister Neville Chamberlain og udenrigsministeren Lord Halifax. Det er rigtigt, at de begge primært ønskede en forhandlingsløsning med Hitler, men der er ikke grundlag for at hævde, at de også planlagde at får Churchill fjernet som premierminister.

Endvidere giver filmen indtryk af, at Churchill selv blev grebet af stærk tvivl. Måske var forhandlingsvejen alligevel det rigtige i mødet med Hitler for at forhindre invasion og blodbad? Også dette træk mangler i det historiske kildemateriale, men er et godt filmisk indslag for at vise Churchills sårbarhed som person. Ind i denne krævende tvivlssituation får Churchill et stærkt, personligt møde med et par håndfulde højst forskellige londonere. Selvom dette fiktive møde i Londons undergrundsbane opfattes som overdreven publikumsleflen af nogle filmkritikere, illustrerer det Churchills følsomhed og giver et nuanceret billede af statsmanden. De velkendte, farverige og excentriske træk i Churchills personlighed kommer naturligvis frem i filmen, skarp humor, ustyrligt temperament, høj cigarføring og stort alkoholforbrug. Men ikke mindst sættes der fokus på Churchill som det engelske sprogs mester, både som forfatter og som folketaler.

Højdepunktet
Det retoriske højdepunkt i filmen er Churchills kendte tale i Underhuset i begyndelsen af juni 1940, om kamp, lidelse og sejr. Denne engagerende tale fører til følgende syrlige kommentar fra Lord Halifax: "Churchill har mobiliseret det engelske sprog og bragt det med sig ind i krigen."

"Darkest Hour" præges endvidere af en troværdig miljøskildring og af en række overbevisende skuespilpræstationer. Vi føler os hensat til London i 1940 før blitzen, med myldrende byliv og farverige øjebliksbilleder fra Buckingham Palace, Whitehall og Underhuset.

Gary Oldmans stærke tolkning af Churchill er allerede nævnt, men indsatsen fra Kristin Scott Thomas som hustruen Clementine bør også fremhæves. Skildringen af det inderlige ægteskab og af Clementines stærke personlighed, er et af filmens absolut mest fængslende elementer. Her vises da også et historisk korrekt, men ofte negligeret træk ved Churchills liv. Den uvurderlige støtte fra Clementine - og senere fra kong Georg VI - bidrog til, at Winston Churchill kunne tage et unikt lederansvar i Englands "mørkeste time".

De fleste andre i regeringen ønskede forhandlinger med Hitler, men Churchill bøjede ikke af. Forfatter og politiker Boris Johnson fremhæver følgende i sin meget omtalte og bredt anerkendte Churchill-biografi The Churchill Factor: "I virkeligheden stod Churchill til sidst helt alene tilbage med det tunge valg i 1940 i mødet med den dramatiske trussel fra Nazityskland."

På én mands skuldre
Vi ved i dag, at der var flere grunde til Churchills stærke modstand mod Hitler. Dels ønskede han at bevare det britiske imperium og så på Det Tredje Rige som en reel trussel. Dette berøres kun forbigående i filmen. Dels var Churchill optaget af, at friheden måtte genvindes i Vesteuropas besatte demokratier. Filmen lægger ikke skjul på, at nazismen var et totalitært tyranni, og at Hitler var en diktator. Det kommer også tydeligt frem, at stadig flere anerkendte den dybe skepsis, Churchill havde vist Hitler allerede fra først i 1930'erne, da han var én af få virkelig kritiske stemmer i England.

Da den "mørkeste time" kom - i England og i Vesteuropa, tog én mand altså ansvaret på sine skuldre. Men modstanden mod nazismens totalitære ideologi og Hitlers diktatur havde en meget høj pris, noget som skildres på en meget troværdig måde.

Filmen rejser grundlæggende værdispørgsmål om, hvad kampen mod totalitære ideologier og mod diktaturet som styringsform indebærer. Winston Churchill var hverken præget af religiøs fromhed eller af kristent engagement. Forfatterne til bogen God and Churchill fremhæver imidlertid, at han havde et stærkt engagement for "den kristne civilisation" med individuel frihed og ansvar som grundlæggende værdier. Er det her, vi finder nøglen til Churchills dybe modstand mod nazismen?'

©damaris.no - snakkomtro.com

---