Ethan Coens debutfilm om to lesbiske veninders road trip langs den amerikanske østkyst er en uventet skuffende omgang, som byder på både en let omgang grafisk vold og en masse sex.
I knap fire årtier har de legendariske instruktørbrødre Joel og Ethan Coen skabt et oeuvre af moderne filmklassikere inklusive "Fargo" (1996), "The Big Lebowski" (1998) og No Country for Old Men (2007), indtil de for få år siden valgte at gå hver til sit. Joel debuterede således som soloinstruktør i 2021 med Shakespeare-adaptionen The Tragedy of Macbeth, og nu står Ethan klar med sin debut, road trip-komedien "Drive-Away Dolls". Særligt sidstnævnte giver seeren lyst til at udbryde: "O Brother, Where Art Thou?" For lige så geniale, de to brødre var sammen, lige så ubodelig synes Ethan Coen at være uden sin bror. Lesbisk exploitation road trip Med inspiration fra 70'ernes exploitation-filmbølge byder "Drive-Away Dolls" både på en let omgang grafisk vold og en hel masse lesbisk sex. Filmbølgen kan kort fortalt betragtes som en række film af ringe kvalitet, der udnytter perversioner, nøgenhed, stofmisbrug, grafisk vold og sex til at fastholde sin publikumsinteresse. Det samme synes at være præmissen for Ethan Coens film, der desværre ikke har meget andet at byde på.
Historien udspiller sig i USA i 1999 og følger de to homoseksuelle kvinder Jamie og Marian på road trip på vej til Florida. Jamie er evigt sexlysten, positivt anlagt, spontan og udadvendt, og hun er netop blevet smidt ud af sin kæreste på grund af utroskab. Marian er den mere tilbageholdne type, stiv i betrækket med en pessimistisk tilgang til sine omgivelser og en årelang tilværelse i cølibat. Hun har brug for pause fra sin hverdag, og Jamie overtaler hende til at køre af sted på tur ned langs den amerikanske østkyst.
Alt imens Jamie fumler mellem at skærme Marian fra sine egne seksuelle moteleskapader og samtidig forsøger at skaffe hende et knald, er en flok knap så kløgtige gangstertyper i hælene på dem. For bag i den lejebil, de to kvinder kører rundt i, befinder sig en meget værdifuld last. Langt under Coen-standarder Tonen og fortællestilen i "Drive-Away Dolls" er rebelsk og let. I forlængelse af 70'er-b-films-inspirationen brydes historien med fjollede klippeovergange og psykedeliske intermezzoer. Trods det, at filmen skulle være en komedie, giver den sjældent anledning til træk på smilebåndet.
Der ses klare Coen'ske træk i både stil og fortælling, men det opleves mere, som om en filmskoleelev med stor kærlighed til Coen-brødrene, har fået et stort budget til sit afgangsprojekt. Således synes Ethan Coen på mystisk vis at have parodieret sig selv med en ret så ringe film fyldt med klicheer og tomme kalorier. Mens andre auteurs igennem tiden har formået at skabe effektfulde b-film med et ironisk glimt i øjet, så synes Ethan Coen for nuværende blot at have produceret en b-film. To små stjerner til den rutinerede filmskaber.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 2.0 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
