Vi er i DDR, året er 1984. Så tæt på – og alligevel så fjernt. Stasi garanterer for statens sikkerhed gennem overvågning af borgere med mistænkelig adfærd. I Østberlins dystre kompleks Hohenschönhausen finder et forhør sted. En mand formodes at have kendskab til sin nabos flugt mod vest, og forhørsleder Gerd Wiesler giver ikke op, før han har en tilståelse. Den får han. Efter mange timer uden søvn og med endeløse gentagelser af den samme historie.
"Er det ikke umenneskeligt?" spørger en studerende senere, da Wiesler afspiller episoden for håbefulde forhørsleder-aspiranter på Stasi-universitetet. Studenten får en anmærkning for denne blødsødenhed. Stasi skal vide alt, der har konsekvenser for statens sikkerhed og omdømme, og her må alle nødvendige midler tages i brug.
Spørgsmålet om, hvad der er menneskeligt, bliver et tilbagevendende tema for Wiesler, da han efter kulturministerens ønske sættes til at overvåge instruktøren Georg Dreymann og hans kæreste, skuespilleren Christa-Maria Sieland. Netop i deres egenskab af kunstnere bør man, efter ministerens mening, ikke have for stor tillid til deres pæne ydre. Der må være "noget", man kan finde – et fejltrin, en usolidarisk holdning til republikken. Og det skal Wiesler altså opspore.
Sammen med et hold Stasi-folk sætter Wiesler mikrofoner op overalt i kunstnerparrets lejlighed, sikrer sig at nabokonen forstår konsekvenserne af en afsløring og indretter så et overvågningsrum på loftet, hvor han kan høre alt. Pludselig er Wiesler ikke længere på neutral grund, men bevæger sig indenfor, ind i de andres liv. En opgave, som ikke er så ligetil. For Wiesler, der hidtil har været systemets mand til punkt og prikke opdager, at de andre har noget, som er værd at forfølge og beskytte.
Filmen er på én gang politisk thriller og intens medrivende skildring af livet i et system, hvor menneskeligheden har svære vilkår. Scenerne skifter mellem Stasi-kvarteret, Wieslers funktionalistiske og korrekte lejlighed, hvor man ligefrem kan føle ensomheden drive ned ad væggene, og Dreymann og Sielands varme og sårbare kunstnerhjem.
Filmen er Donnersmarkcs debut som instruktør, og skal man tro den danske hjemmeside www.deandresliv.dk ret, har det krævet et større researcharbejde at skabe et så gennemført værk. Men det har været alle anstrengelserne værd. Flere af skuespillerne er yderst overbevisende i deres skildringer af personerne i det gennemkontrollerede østtyske samfund. Ikke mindst gør det indtryk at følge hovedpersonernes erkendelse af, hvad systemet har gjort ved dem og deres omgivelser.
"De andres liv" er en film, der går i dybden. Og den slags tager tid. 137 minutter varer historien fra den østtyske fortid. Det er efter min mening ikke ét minut for meget. For hvert minut, for hver uventet drejning bevæger filmen sig længere ind under huden og har potentiale til at blive én af de helt store filmoplevelser. Hvis man vel at mærke vil ofre den tid og ro, en sådan historie kræver.
Har modtaget en Oscar for bedste ikke amerikanske film.