• LEFT BEHIND TV3 | 25-02-18 kl. 13.45

  • TEMA kristne film Trosbaserede film - fx GUD ER IKKE DØD 2

  • DE USKYLDIGE DRK | 27-02-18 | kl. 22.00

  • I biografen BLACK PANTHER

  • TEMA Bibelfilm fx RISEN

  • TEMA familiefilm Tilladt for alle og fra 7 år - fx COCO

Alle anmeldelser - Thriller

Dame, konge, es, spion

Tinker, Tailor, Soldier, Spy

ThrillerFilmstriben.dk
Produktionsår: 2011
Varighed: 127 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Tomas Alfredson,
Roman/manuskript: John le Carré,
Medvirkende: Gary OldmanJohn HurtColin FirthDavid Dencik,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Peter U. K. Jensen - 17.02.2012



Glem alt om hurtige biljagter, kønne damer, hurtige klip og spionhelte som James Bond. I filmen "Dame, konge, es, spion", der er en filmatisering af John Le Carrés spionroman fra 1974, er der ikke leflet for det action-forvente publikum. I stedet bringes vi tilbage til den kolde krigs spiondilemmaer, som for den største del udleves bag skriveborde, interne møder og i sagsmapper. Velkommen til en tidslomme af en film, der er usædvanlig detaljeret, afdæmpet og dyster af en spionfilm at være. Publikum kommer i denne Oscarnominerede film tilbage til 70'ernes kolde krig.

Den kræver et vågent publikum
I filmens anslag antydes dens afdæmpede rytme. Et væld af detaljer, bipersoner og kodenavne ruller hen over biograflærredet. Det er svært at finde hoved og hale i informationerne. I godt en halv times anslag, begiver vi os længere og længere ind i en spionverden, hvor en russisk "muldvarp" er blevet plantet i hjertet af den britiske efterretningstjeneste. Toppen af efterretningstjenesten bliver kastet på porten efter et mislykket forsøg på at finde "muldvarpens" forbindelser i Østeuropa. Filmens hovedperson "Mr. Smile" (Gary Oldman), som var en del af toppen, bliver dog undercover genansat til at infiltrere "muldvarpen". Men at finde ud af alle de mange bi- og hovedlinjer i filmen kræver et vågent publikum, og misser man en sætning eller et kodenavn, er man sat af. Det er derfor en film for den skarpe iagttager – og måske giver det reelt et godt billede af, hvad det vil sige at være spion: At have sans for detaljerne!

Fantastisk skuespil og 70'er miljø
Efter 127 minutter i selskab med en storspillende Gary Oldman er jeg solgt. Vi kommer virkelig ind under huden på denne Mr. Smile, som er blevet nomineret til en Oscar for bedste mandelige hovedrolle. Kameraet laver nogle fantastiske billeder, som får lov til at blive stående på nethinden. Der er kælet for detaljerne, og instruktøren tillader sig at bruge en masse supernærbilleder, som får seeren til at komme meget tæt på hovedpersonen og de øvrige skuespillere. Det er vovet, men det giver pote, for det er en af filmens stærke sider. Dertil kommer, at filmens miljø er fantastisk. Man føler sig hensat til en svunden tid, hvor der ikke er sparet på flotte 70’er detaljer – lige fra kontormiljøet til livet bag muren i Østeuropa. Intet under, at filmen er indstillet til en Oscar for bedste filmatisering.

Stol ikke på nogen
I filmen bliver vi præsenteret for virkelighedens verden for datidens spioner. Venner er der få af, og man må forvente, at de står klar til at dolke én i ryggen. Filmen formidler en klar, historisk beretning og giver et langt mere nuanceret billede af spionlivet end det, biograflærredet oftest præsenterer. Det er en dagligdag med sure kollegaer, en utro kone, hierarki på arbejdet, bureaukratiske arbejdsgange, hemmelige mikrofoner og telefonaflytninger. Der kan ikke stoles på nogen, og derfor mistænkes alle!

Blev muldvarpen gravet frem?
På mange måder er det en vigtig film, men tempoet er bare for langsomt. Efter en halv time syntes filmen ikke at være kommet i gang. Men pludselig fængede filmen – jeg ville finde ud af, hvem muldvarpen var. Detaljerne rumsterede i hovedet og 2 og 2 blev lagt sammen. Men først i filmens døende minutter faldt brikkerne på plads. Og dog – mon jeg havde overset noget – for på vej hjem i bilen spekulerede jeg stadig over, hvem skurken i virkeligheden var …

Lige et par bonusinformationer
* En sjov lille detalje fra filmen kom under rulleteksterne, hvor der dukkede et kendt navn op. Sandelig om ikke John Le Carré (bogens forfatter) havde fået en rolle som "Special christmasparty guest" – tjek den detalje, når du ser filmen!

* Danske David Dencik (kendt fra tv-serien "Lykke", som Anders Assing) har en stor birolle, som han udfylder på fornem vis!

* John Le Carrés bog blev allerede lavet som tv-film tilbage i 70'erne og fremstod som et spejl af samtiden. Her 40 år efter ændrer billedet sig, og i et tilbageblik kastes der et nyt blik på datidens samfundsstruktur.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*
*
Annoncer
 

filmogtro.dk bruger cookies. Se mere information Acceptér cookies