Da forfatteren og journalisten Truman Capote læser om mordene på en hel familie i Kansas, beslutter han at skrive en roman med udgangspunkt i begivenheden. Han opsøger forskellige personer med relation til sagen, heriblandt gerningsmændene Dick og Perry på dødsgangen.
Filmen er baseret på Truman Capotes bog Med koldt blod, og bogen er baseret på den virkelige forfatter Truman Capotes litterære gennembrud i 60'ernes USA.
Denne enkle præsentation, fordi jeg har mere lyst til at bruge anmelderpladsen på at rose og fremhæve filmen som en af de bedste "prædikener", jeg længe har set/hørt.
Når præsten og forkynderen skal fremhæve nogle mørke sider af mennesket, er det ofte bagtalelse, porno, løgn og egoisme, der bliver trukket ud af busken. Fint med det. Men ærekærhed, falskhed og forstillelse, er sider, vi ofte får lov til at have for os selv. Derfor er "Capote" en film af de helt store, fordi den set med mine fortolkende øjne på fremragende vis anskueliggør disse lidet muntre sider ved os mennesker. Ærekærhed - at man har sådan brug for andres ros og beundring. Falskhed - at man selv i de bedste vennerelationer kan tage sig selv i at blive misundelig på den andens succes. Forstillelse - at man foregiver ægte venskab og ønske om at hjælpe, men i virkeligheden bare gør det, man selv opnår mest ved.
I "Capote" er alt fremført uden overeksponering, hysteri eller uigenkendelighed. Det er ganske enkelt opbyggeligt at blive så nedslået af denne film! Opbyggeligt at føle væmmelse ved at se sig selv afspejlet. Opbyggeligt af den grund at afsløring fremkalder besindelse og forbedring. At få fortalt sandheden er som salt i et sår. Det gør ondt, men renser.
Filmen gives her fuldt stjernehus med den tilføjelse, at den nok ikke skal ses en lørdag afte, hvor man trænger til pusterum, opmuntring, latter og den gode smag af nylavede popcorn!