Den 20-årige Jane Austen lever med sin familie i præstegården i Steventon i Hampshire. Hun er så småt begyndt at skrive på nogle af de værker, verden senere kommer til at kende så godt i form af bøger og vor tids filmatiseringer af disse. Denne film forsøger at fortælle historien om hende; hvad og hvem der inspirerede hende, og frem for alt hvilken pris, hun måtte betale for at kunne skrive.
I filmen møder Jane den unge irske advokat Thomas (Tom) LeFroy. I starten er det bestemt ikke kærlighed og gensidig sympati, der præger forholdet mellem de to, men kærligheden er lige så uundgåelig, som den hjertesorg den medfører.
Filmen er fuld af smukke scener og musik. Omgivelserne er som taget ud af enhver Jane Austen-filmatisering. Der er smukke landskaber, landlige omgivelser og mudder. Breve afleveres pr. hest og bringer ulykkelige nyheder. Der er smukke kjoler, misundelsesværdigt hår og dansescener, ofte med vittig og fornærmende dialog. Lydsporet er en nydelse. Der er dialoger, der giver sig god tid - og så er der humor! Det er svært ikke at sammenligne Mrs. Austen (Julie Walters) med Mrs. Bennet fra Stolthed og fordom, og hvis man er lidt inde i Jane Austen-universet, er det let at genkende personer og karakterer, der senere danner grundlag for litterære skikkelser i hendes forfatterskab.
Tom er i begyndelsen ganske uimponeret af Janes skriveri, som han sidestiller med andre kvindelige sysler. Den tids almindelige anstændighed henviser hende til uvidenhed, men erfaring er altafgørende, hvis hun vil på højde med en mand, mener Tom. Tom ved mere om verden, og dette gør ham kvalificeret til at være hendes læremester. Kærligheden spirer mellem dem, men det forventes af Jane, at hun gør et godt parti. Tom LeFroy er ikke en rig mand, og det gør deres kærlighed umulig. Mr. Wisley har derimod mange penge, og er fortryllet af Jane. Det er Janes pligt at slå til, når en rig mand bejler til hende. Især når hele familiens økonomiske ve og vel afhænger af, at hun gifter sig godt. Derfor gør moderen, hvad hun kan, for at mane den skændige tanke til jorden, at Jane kan leve af sine skriverier.
Anne Hathaway er yndig som Jane Austen, og man forstår godt mændenes fascination og fortryllelse, og James McAvoy som Tom LeFroy matcher godt som den charmerende og ubehøvlede mand.
At Jane er godt skåret for tungebåndet ses i en scene fra Dommerens hus. Tom LeFroy har inviteret Jane til middag, fordi han håber på Dommerens velsignelse til at indgå ægteskab med hende. Under middagen går Jane i rette med Dommeren. Diskussionen handler meget rammende om brugen af ironi. Jane burde have holdt sin mund, men dette ville i den grad have været imod hendes væsen, og man kan se, at Tom elsker hende for det.
Jeg fik sat mange tanker i gang ved at se denne film. Først må jeg sige, at jeg er glad for, jeg lever i en tid, hvor kvinder kan handle og skrive frit! Med min "ynde" var jeg sandsynligvis endt som højtråbende vaskekone, hvis jeg skulle begå mig på Jane Austens tid.
Et andet tema, som gik rent ind, var det med at "være i bur". Nogle gange kan omstændigheder og egne fejlslagne valg gøre os handlingslammede. Nærmest som om, vi har malet os selv ind i et hjørne og ingen udvej ser. Det er en væmmelig følelse, og filmen giver ingen forløsning på dette område, men viser blot, at livet går videre, og at smerten er til at leve med! Det synes jeg personligt, er en tung tanke!
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.7 af 6. 3 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
-