• LUTHER DRK | 15-12-17 | kl. 21.00

  • TEMA kristne film Trosbaserede film - fx THE SHACK

  • EXODUS: GODS AND KINGS TV2 | 17-12-17 | kl. 20.30

  • TEMA familiefilm Tilladt for alle og fra 7 år - fx PADDINGTON 2

  • TEMA Israel, Vestbredden og Gaza - fx BETHLEHEM

  • TEMA julefilm - fx CHRISTMAS EVE

  • TEMA Familiejulefilm Fx PEDDERSEN OG FINDUS: DEN BEDSTE JUL NOGENSINDE

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

Baader Meinhof komplekset

Biografi/baseret på virkelig historieDramaThriller
Produktionsår: 2008
Varighed: 143 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Uli Edel,
Medvirkende: Martina GedeckMoritz BleibtreuJohanna WokalekBruno Ganz,
Stikord:
 Vold,










Anmeldelse:

Af: Mikael Arendt Laursen - 03.11.2009



Jeg kan huske plakaterne ved grænsen mellem Tyskland og Danmark fra dengang, jeg som barn boede i Tyskland i 1970'erne. De sort-hvide fotos af en lang række personer, som der var udsat en klækkelig dusør på. Dengang vidste jeg intet om, hvorfor disse personer var eftersøgt, og frem til i dag har jeg egentlig heller ikke brugt megen tid på at sætte mig ind i denne del af den nyere, tyske historie. Efter godt et par timer i selskab med Uli Edels film, bliver det pludselig skræmmende klart for mig, at krigen mod terror ikke blev opfundet i 2001 efter angrebene på World Trade Center og Pentagon i USA, men langt tidligere lige her - midt i Europa!

Lad det være sagt med det samme: "Baader Meinhof Komplekset" er en fremragende film! I det hele taget er der de senere år sket en opblomstring i tysk film, som jeg ikke kan mindes at have set tidligere. Og desværre er det ikke alle disse gode, tyske film, der får lov til at komme til Danmark enten i biograferne eller på dvd. Her hjemme har vi set Good Bye, Lenin, Der Untergang og De andres liv, men fremragende film som "Wir sind das Volk" og "Keinohrhasen" er aldrig nået frem til danske filmelskere. Og det er en skam!

"Baader Meinhof Komplekset" fortæller den gribende og uhyggelige historie om, hvordan en gruppe unge, venstreorienterede tyskere sidst i 1960'erne har set sig alvorligt gale på den amerikanske og vesteuropæiske imperialisme, som den kom til udtryk gennem blandt andet Vietnamkrigen. Vi lærer hovedpersonerne at kende gennem deres deltagelse i ventreekstremistiske møder og oplever, hvordan de i frustration må erkende, at det etablerede samfund ikke ønsker at høre deres budskaber. I begyndelsen af filmen fremstår præstedatteren Gudrun Ensslin (fantastisk godt spillet af Johanna Wokalek - læg særligt mærke til hende!) som den mest ekstreme og kompromisløse i gruppen stærkt fulgt af Andreas Baader (Moritz Bleibtreu). De er nøglepersonerne i dannelsen af den gruppering, som den siden så kendte Rote Armee Fraktion fik sit udspring i. Senere møder journalisten Ulrike Meinhof (Martina Gedeck) gruppen gennem et interview med den fængslede Gurdun Ensslin, og i forbindelse med en befrielsesaktion af den ligeledes fængslede Andreas Baader, må Ulrike træffe et skæbnesvangert valg: Vil hun fortsat bevare sin neutralitet set med offentlighedens øjne, eller vil hun fuldt ud blive en del af gruppen? Hun træffer sit valg, og Baader Meinhof-gruppen er en realitet.

Herefter fortæller filmen gruppens historie, hvor aktionerne tager til i omfang og volden bliver mere og mere ekstreme, indtil både kidnapninger, mord og deciderede likvideringer er almindeligt accepterede midler i kampen for idealerne. Ligesom i "vores egen" Blekingegadebande tager nogle af gruppens medlemmer i træningslejr i Mellemøsten, og som handlingen skrider frem, bliver det klart for enhver, at modstanden også vil tage til i styrke. Politiets indsats mod gruppen ledes af Horst Herold (spillet af Bruno Ganz, som vi kender som Hitler i "Der Untergang", hvilket til at begynde med kan være lidt svært at abstrahere fra), som efterhånden får større og større beføjelser til aktivt at sætte ind mod gruppens medlemmer. Han er dog også klar over, at terrorisme i denne form ikke vil kunne bekæmpes alene med politiindsats. Der skal ske holdningsændringer i samfundet, så terrorisme ikke længere har de vækstvilkår, som tilfældet er. Med sin figur er Bruno Ganz med til at tilføre filmen yderligere dybde, og så er han en ganske fremragende skuespiller!

Da den hårde kerne i Baader Meinhof-gruppen bliver taget til fange i en storstilet, landsdækkende politiaktion, fortsætter filmens handling ad to forskellige spor. På den ene side følger vi hovedpersonerne i deres celler og i den retsprocess, som skulle få dem dømt for deres mange kriminelle handlinger. På den anden side følger vi resterne af gruppen, som arbejder på at befri deres fængslede venner (og forbilleder), hvilket blandt andet sker gennem en række grove aktioner, hvor volden når ekstreme højder.

"Baader Meinhof Komplekset" er en god film, men det er også en meget voldelig film. De mange voldelige scener fremstilles særdeles troværdigt, hvilket er med til at hæve denne film op over det almindelige niveau for actionfilm. Men mange scener er ret voldsomme, uden at det for mig at se kammer over og bliver meningsløst. Men aldersmærkningen er helt korrekt og bør håndhæves! Det skal også nævnes, at gruppens medlemmer lever i en frigørelsens tid, hvor man også seksuelt var meget frigjorte, hvilket filmen også viser i nogle enkelte scener. Igen gøres dette så godt, at jeg vil mene, at de fleste seere vil se det som en naturlig del af miljøbeskrivelsen og ikke som en unødvendig provokation og misbrug af visuelle virkemidler. Og det er vel egentlig en hovedpointe i min anmeldelse af denne film: Netop alle de visuelle virkemidler bruges præcist sådan, at de fremmer oplevelse af den virkelighed, som filmen skildrer, uden at det på nogen måde kammer over og bliver splatter eller vulgært. En flot balance, som for mig at se understreger, at filmen er i en klasse for sig.

Nu ved jeg, hvorfor der hang plakater med billeder af nogle sort-hvide personer ved grænseovergangene fra Tyskland til Danmark dengang i 1970'erne. Det vidste jeg også, inden jeg så filmen her, men ligesom med andre gode, historiske film har jeg her oplevelsen af, at jeg er blevet klogere på en del af historien, som jeg bør vide noget om. Tysk film er inde i en god periode, hvor høj kvalitet, kollektiv selvransagelse og nøgtern erkendelse af fortidens synder er blevet kombineret, så det både er særdeles seværdigt og ganske lærerigt. Og kan du selv huske den tid, som filmen skildrer, vil du helt sikkert sidde tilbage med en oplevelse af, at filmen rammer historien uhyggeligt korrekt.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 6.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*
*
Annoncer
 

filmogtro.dk bruger cookies. Se mere information Acceptér cookies