• INGEN KENDER DAGEN nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • LADY BIRD nu på Netflix udover dvd og blu-ray

  • HVOR FLODKREBSENE SYNGER nu på Netflix udover dvd og blu-ray

  • NEXT GOAL WINS på dvd og blku-ray samt Disney+

  • OFFICIAL SECRETS DR2 | 19-04-24 | kl. 20.00

  • 3 BODY PROBLEM Netflix-serie

  • THE OLD OAK nu på dvd

Alle anmeldelser - Adventure

127 timer

127 Hours

En god film, hvor eventyreren Aron Ralston kæmper en 127 timers lang kamp for livet. Filmen har storslåede billeder og flot skuespil.

AdventureBiografi/baseret på virkelig historieDramaThriller
Produktionsår: 2010
Varighed: 90 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Danny Boyle,
Medvirkende: James Franco,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Michael Agerbo Mørch - 28.06.2011



INTENS TÅLMODIGHED
At denne film er baseret på virkelige hændelser har for én gangs skyld en effekt på mig. Det kan lyde en anelse kynisk, de mange "true stories" taget i betragtning, men der går efterhånden 13 på dusinet af den slags film. "127 Hours" er dog af en anden støbning, for her får man på en helt unik måde overført smerten fra skuespilleren til sig selv - formentlig fordi smerten her er fysisk!

Plottet er simpelt. Aron Ralston er en sprællevende gut. Han arbejder lidt, men bruger det meste af sin tid på ekstremsport. Primært på at udforske nogle klipperev og lignende. Man følger ham i den hektiske optakt, hvor han stikker af fra storbyens larm og drøner ud af highway'en. Senere parkerer han bilen og kører yderligere 20 km ud i ørkenen på cykel, hvorefter terrænet bliver for ufremkommeligt. Derfor fortsætter han til fods. Det går ekstremt hurtigt, og i denne sekvens af filmen er billederne klippet forbistret hurtigt. Pulsen stiger helt automatisk, uanset hvor mange popcorn du gnasker!

På turen får man også fremvist nogle helt fantastiske naturbilleder, som får USA's ørken til at virke forbavsende indbydende. Det er farvemættede og storslåede billeder, som kun Guds egen natur kan frembringe. Efter et tumultarisk "stævnemøde" med to tøser, går det dog galt. Aron springer rundt på nogle klipper, og pludselig skrider et større klippestykke under ham, og han falder dybt ned i kløften. Stenen placerer sig oven på hans underarm og håndflade.

Først grines der panisk. Så falder der ro på. Så tænkes der dybt. Så sukkes der højt. Så råbes der desperat. Så presses, skubbes, mases og bakses der. Men lige lidt hjælper det. Aron sidder uhjælpeligt fast. Han har primært tre problemer:
1. Han sidder uhjælpeligt fast i en kløft midt i ørkenen.
2. Han har kun nogle hundrede milliliter vand tilbage og ingen proviant.
3. Han kan ikke nå jorden og kan derfor ikke lægge rigtig kraft i sine stød mod klippestykket (ok, det var så en prioriteret rækkefølge).

Nu vidste jeg allerede, inden jeg så filmen, hvad det endte med, og selvom det måske tog toppen af spændingen af filmen, så var det alligevel en glimrende oplevelse. Aron spilles mesterligt af James Franco, der giver denne gavtyvekarakter rigtig meget charme og energi. Det er tydeligt at mærke den rastløse trippen, som kendetegner mange af de wildlife-guys, som findes rundt omkring. Højt humør og gåpåmod driver værket.

Franco er stort set den eneste skuespiller, der medvirker i filmen, og derfor er det også helt afgørende, at han kan løfte den opgave. Men det mener jeg altså også, at han gør med bravour.

Filmen hæver sig over metervaren på et tredje punkt (ud over de storslåede billeder og skuespilpræstationen), nemlig det psykologiske spil, som foregår i Arons hoved, mens han er fastlåst i kløften. For fortidens sorger og oplevelser flettes sammen med komplekse og djævelske fatamorganaer, og smerten fra hånden og lidelsen fra visheden om den kommende død kæmper om opmærksomheden. Det er faktisk ret fascinerende at følge denne rejse. På mange områder minder den effekt om instruktør Danny Boyles foregående film Slumdog Millionaire. Men her er den ført mere ud i det ekstreme, fordi så stor en del af filmen er fastlåst - i næsten bogstaveligste forstand.

Filmen er holdt på 90 min., og det er fint for at undgå det trivielle. Skal der være en undren fra min side, så er det faktisk, at der - så vidt jeg kan se - ikke er én eneste refleksion over livet efter døden. Der var ellers mange muligheder for at tage den tråd op, men det er altså skåret fra. Det ærgrer mig lidt, for jeg synes ellers situationen næsten kræver det.

Alt i alt er det en glimrende film, som mest af alt er underholdning; men skal der være underholdning, så er det her klart en god film at vælge.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 3 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer